Om Gustav Wied Selskabet
Gustav Wied´s fødselsdag er den 6. marts, og i 2008 blev han 150 år gammel. Et skønsomt udvalg af hans trofaste fans mødte på denne dag op og nedlagde en krans på hans grav, der befinder sig på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde. Gustav Wied gik bort den 24. oktober 1914, men dette fejres selvfølgelig ikke, da det er en sorgens dag. De trofaste kransenedlæggere var medlemmer af selskabet til hans ære – Gustav Wied Selskabet.
Det blev stiftet den 19. februar 1938 på initiativ af forfatteren Soya. Selskabet havde den gang to formål: Det ene var at yde økonomisk støtte til Gustav Wieds enke Alice, så hun kunne sikres en fortsat rimelig levefod. Det andet formål var at sørge for fortsat udgivelse af materiale af og om Gustav Wied.
Alice Wied sad længe enke. Hun døde i 1958, og i årene derefter oplevede selskabet en ret stille tid, men i 1983 genstartedes det. Her skal nævnes nogle af initiativtagerne, der havde tætte relationer til Roskilde, og med deres daværende titelbetegnelser: Amtsdirektør Ernst Verwohlt, vagtmester Erhard Grimstad, sparekassedirektør Einar Reinhardt, museumsinspektør Frank Birkebæk og organist Viggo Kanding.
To af de her nævnte er ikke længere iblandt os, og vi savner dem. Erhard Grimstad og Ernst Verwohlt afgik ved døden henholdsvis den 10. juni 1997 og den 24. august 2007, men de øvrige ildsjæle er fortsat medlemmer af selskabet; dog har de trukket sig fra bestyrelsesposter. Ernst Verwohlt, som i 1995 udnævntes til æresmedlem af selskabet efter et fremragende formandskab i ubrudt linie fra 1983, havde samme år og kort tid forinden afgivet formandsposten til mag. art. Ib Boye. Den nye formand erklærede beskedent ved sin tiltræden, at han betragtede sig som en overgangsfigur. Ib Boye afløstes i 1998 af cand. jur. Bjarne Pedersen, der som Ernst Verwohlt bestred hvervet på mesterlig vis.
Gustav Wied Selskabets bestyrelse led i 2006 et smerteligt tab. Den 16. marts døde dets mangeårige kasserer, advokat Jens Jørgen Skou efter lang tids alvorlig sygdom, og 11. juni døde formand Bjarne Pedersen pludselig, ramt af en blodprop i hjertet.
De nuværende bestyrelsesmedlemmer er ud over undertegnede:
Kasserer: Lærer og forfatter Hans Hostrup, Frederiksberg.
Sekretær: IT-systemudvikler Tommy Kjeldahl Jensen, Gammel Rye.
Arkivar: Oberstløjtnant Peter Lungholt, Roskilde.
De herrers bopælsområder er nævnt for at markere, at selskabet ikke er en hjemstavnsforening, og selv om næstformanden er sønnesøn af Gustav Wieds ældste bror Carl, er direkte familierelationer til GW ikke nødvendigt for et medlemskab.
Gustav Wied Selskabets vedtægter – bortset fra enkelte redaktionelle ændringer – er de samme som i 1938, og selskabets formål er fortsat tosidigt: Dels at værne om bygninger, lokaliteter med videre i relation til digteren, dels fortsat at sørge for udgivelser af og om Gustav Wied.
For Gustav Wied er jo så levende som nogen sinde. Desværre gik han som tidligere nævnt bort i 1914 – han blev kun 56 år gammel – men hans værker er stadig lige så friske, som da de blev skrevet. Den røde tråd i forfatterskabet er nemlig bekæmpelse af hykleriet, hvor det end fremtræder, og derfor kan vi fortsat opleve hans nærvær. Han er rent faktisk højaktuel, og hans sprog er charmerende og nuanceret samtidig med, at det er jordnært og let tilgængeligt. Mange af Wieds litterære skikkelser er nogle snurrige typer, andre lever mildt sagt anderledes, end man bør. Selv var Gustav Wied imidlertid et sympatisk menneske, en kærlig og omsorgsfuld familiefar med en stor venne- og omgangskreds, og han levede ganske anderledes roligt og regelret end mange af de personer, han præsenterer os for.
Gustav Wied Selskabet dyrker wiedenskaben. Denne højtidelige og indholdsmættede disciplin er defineret af Ernst Verwohlt. Wiedenskaben, med dobbelt w og to e´er, er læren om og interessen for Gustav Wieds produktion samt for det hele wiedske univers.
I øjeblikket har selskabet 156 medlemmer – som for øvrigt alle er af hankøn. Det skyldes på ingen måde aversion mod kvindekønnet – tværtimod – men da det nystartede Gustav Wied Selskab i 1938 skulle have udarbejdet sine vedtægter, spurgte man Alice Wied om hendes syn på kvindelige medlemmer. Alice Wied svarede: ”Gustav ville ikke ha´ brudt sig om det!” Da dette udsagn ikke blev afkræftet, indførtes det i selskabets vedtægter.
Selskabet afholder to årlige møder. Det vigtigste finder sted på digterens fødselsdag den 6. marts. Som tidligere nævnt indledes med kransenedlæggelse. Denne handling finder almindeligvis sted kl. 16, hvorefter de fremmødte i adstadigt tempo bevæger sig mod det sted, hvor der skal holdes generalforsamling – som regel nås mindst én forfriskning inden det tidspunkt, hvor der bydes velkommen til såvel deltagerne i kransenedlæggelsen som til de mange andre, der er nået frem for at deltage i generalforsamlingen og aftenens øvrige program.
Gustav Wied Selskabets formand aflægger traditionen tro en beretning, der forventes at være fyldig og underholdende. Efter denne og efter at alle de øvrige punkter er blevet behandlet på grundig og festlig vis, følger aftenens litterære indslag. Og i hele selskabets historie har det været således, at der ved hvert af de to årlige møder altid skal være et litterært indslag og naturligvis i relation til Gustav Wied.
Såfremt man er af hankøn, såfremt man glædes over Gustav Wieds forfatterskab, og såfremt man er interesseret i et medlemskab af Gustav Wied Selskabet, skal man fremsende en begrundet anmodning, der meget gerne må være holdt i humoristiske vendinger, til et bestyrelsesmedlem. På næstfølgende bestyrelsesmøde behandles ansøgningen, og dersom en ansøger formodes at blive et fund for Gustav Wied Selskabet, indlemmes vedkommende i gustavianernes rækker.
Af og til bliver man spurgt om, hvorvidt der på Gustav Wied Selskabets møder spises og drikkes uhæmmet som medlemmerne af foreningen ”De danske Ædedolke” gør det i romanen ”Livsens Ondskab”. Det er ingenlunde tilfældet! Der indtages to retter, og der drikkes i begrænset omfang. Fordi – og det kan ikke siges tydeligt nok: Gustav Wied Selskabet er et litterært selskab. Man bliver eksempelvis ikke ekskluderet, hvis man ikke spiser op, og man skal ikke nødvendigvis veje mindst to hundrede og tredive pund samt være mindst 50 år gammel for at blive medlem af det litterære selskab, hvad der var ufravigelige krav for at opnå medlemskab af romanens danske ædedolkes forsamling. Gustav Wied Selskabets generalforsamlinger og disses efterbehandlinger er imidlertid alle hyggelige og berigende, idet man i glæde samles om den digter, vi sætter så højt.
Lignende arrangementer, bortset fra generalforsamling, finder sted hver 11. november. Man kan selvfølgelig ikke samles i festligt lag på digterens dødsdag den 24. oktober, men derimod på den første verdenskrigs våbenstilstandsdag. Det er helt i wiedsk ånd, for Gustav Wied kunne nemlig ikke lide verdenskrigen; et af de mange sympatiske træk hos ham. Han havde gode venner i både England og Tyskland, og han fandt det vanvittigt, at unge mennesker til ingen nytte skulle slå hinanden ihjel. Da aftenen før den 11. november i øvrigt er mortensaften, spises almindeligvis gåsesteg med tilbehør.
Ud over de to faste årlige møder med hver sit litterære indslag arrangeres med mellemrum ekskursioner til Gustav Wied-lokaliteter. Eksempelvis drog en del wiedenskabsmænd til Nordjylland den 21. april 2005 for på denne dag og de følgende at studere området i relation til Gustav Wied-minder.
Af og til foranstaltes ture i Gustav Wieds fodspor til fjernere destinationer. En særlig interessant rejse blev foretaget i maj 2002 til byen Karlsbad i den tjekkiske republik – eller Karlovy Vary, som byen hedder på tjekkisk – via Berlin og Dresden. Denne rejse i Gustav Wieds ånd gik til lokaliteter, som han har besøgt, og som tillige var en rejse i de herlige litterære personers, pensioneret overlærer Clausens og den helt uforlignelige Hans Peter Ernst Knagsteds fodspor. Rejsen fandt sted i anledning af 100 året for Gustav Wieds roman ”Knagsted”´s tilblivelse, og spændende var det at færdes i de samme områder, ad de samme veje, gader, stier og i de samme etablissementer som Gustav Wied beskriver i sin roman.
Halvdelen af det kontingent, der årligt indbetales af Gustav Wied Selskabets medlemmer, går til en publikationsfond, hvilket muliggør fortsat udgivelse af Gustav Wied-relateret materiale. Det er i selskabets historie blevet til blandt andet 17 nummererede publikationer. De første 6 i såkaldt Gammel Samling udkom i perioden 1938 til 1953. De sidste 11, Ny Samling, er udkommet i tidsrummet 1985 til 2005.
Fra Ny Samling skal her fremhæves Ernst Verwohlts bog fra 1995, den 160 sider store ”Gustav Wied og Kastellets mindelund”, i hvilken Verwohlt på glimrende vis beskriver de i alt 35 personer, som Gustav Wied satte et minde på 28 søjler i en del af hans store have ved boligen kaldet ”Kastellet” i Roskilde, der var hans hjem fra år 1900, og til døden indtrådte. Den højst interessante mindelund, til hvilken der er offentlig adgang, beskrives endvidere grundigt og på en så spændende måde, at enhver læser inspireres til at studere lunden grundigt.
Endvidere skal nævnes selskabets sidste bogudgivelse, der fandt sted i november 2002. Værket er skrevet af Bo Nygaard Larsen. Bogen hedder ”Wied Jul”, og den indeholder ikke alene julestof i relation til Gustav Wied; den er tillige en meget omfattende biografi. Hele værket er på 400 sider, og det kan såvel som Ernst Verwohlts bog varmt anbefales, hvis man er interesseret i wiedenskaben.
Selskabets sidste produktion er cd´en: ”Gustav Wied. Digte, sange og viser med melodier af Hansen, Nielsen og Riser”. Den præsenteredes for offentligheden lørdag den 28. maj 2005 på ”Kastellet”. Her sang operasanger Mogens Gert Hansen nogle af de lyriske tekster fra cd´en, der er sat i musik af ham selv, pianisten Henning Riser og vor verdensberømte Carl Nielsen. Udgivelsen indeholder 21 indslag, såvel lyrik som prosa. Mogens Gert Hansen lægger stemme til de første 20. Det sidste er unikt, idet det er en for næsten al mislyd renset udgave af den eneste bevarede optagelse med Gustav Wieds egen stemme. Forfatteren læser indledningen til sin sidste roman ”Pastor Sørensen & Co. En Redegørelse”.
Gustav Wied var en meget flittig forfatter, og mange af hans værker er blevet folkeeje. Han har blandt andet skrevet digte, skuespil og de såkaldte satyrspil. Det er skuespil med grundig beskrivelse af interiør, stemninger og af de agerende personers tanker. Satyrspillene er Gustav Wieds helt originale bidrag til fornyelse og udvikling af den danske litteratur. Hans største satyrspil ”Dansemus” som blev udgivet i 1905 og hvis motto er: ”Ja, vi danser alle efter en højere Lirekasse, Deres Excellense” blev på forbilledlig vis opført i 2001 på Århus Teater.
Det mest kendte satyrspil er nok ”Skærmydsler” fra 1901 med de to charmerende tanter Hertha og Clara, deres niece lille Ellen og husvennen professor Petersen. Tante Claras afsluttende bemærkning til Hertha efter en diskussion om, hvorvidt månen er gul eller hvid, er blevet et mundheld: ”Maanen h a r den Farve, Maaner s k a l ha´! – Og tænd saa Lampen.”” Skærmydsler” er siden dets fremkomst blevet opført på en lang række teatre. Den 24. marts 2003 nød en del af Gustav Wied Selskabets medlemmer en opførelse på Riddersalen, hvor Jytte Abildstrøm og Daimi spillede henholdsvis Hertha og Clara, og hvor Jytte Abildstrøm efter forestillingen specielt for os fortalte om dens tilblivelse. Til beroligelse skal her bemærkes, at damer også var deltagere ved overværelse af såvel forestillingen den 19. maj 2001 i Århus som på Riddersalen 24. marts 2003.
Gustav Wied skrev endvidere i alt 5 romaner. De er fremragende! ”Slægten” fra 1898 har tillige givet inspiration til filmudgaver. Denne roman blev første gang omsat til film så tidligt som i 1912 og sidste gang i 1978. Romanen ”Fædrene æde Druer” fra 1908 blev i filmudgaven fra 1993 til ”Sort Høst”. TV-udgaven af Gustav Wieds mest kendte roman ”Livsens Ondskab” og en lille del af dennes fortsættelse ”Knagsted” blev til i 1972 og er til alt held genudsendt flere gange under fællestitlen ”Livsens Ondskab”.
Film- og TV-udgaver af Gustav Wieds arbejder er forhåbentlig også medvirkende til at skærpe interessen for hans forfatterskab. Og den såkaldte Knagsted-trilogi er jo noget ganske særligt, ikke mindst på grund af den gennemgående figur Hans Peter Ernst Knagsted. Første gang, Gustav Wied præsenterer os for denne herre, er i 1899 i romanen ”Livsens Ondskab. Billeder fra Gammelkøbing”. Knagsted er helt sig selv i byen Gammelkøbing til berigelse og forargelse – alt efter temperament – for byens borgere. Ofte er han sammen med sin modsætning, den meget romantisk tænkende Clausen, med hvem han foretager rejsen til Karlsbad i den følgende roman ”Knagsted. Billeder fra Ind- og Udland” fra 1902. Disse to romaner vender man gang på gang tilbage til, og man nyder dem i fulde drag.
Fremragende er også den sidste del af Knagsted-trilogien, hvor man ikke hører meget til Clausen, men hvor Knagsted blandt andet konfronteres med en helt igennem utiltalende præst. Det sker i ”Pastor Sørensen & Co. En redegørelse” fra 1913. Her er Knagsted den person, som frem for nogen bekæmper hykleri, gemenhed og forlorenhed.
I et demokratisk samfund er den knagstedske ånd uvurderlig, og Knagsted personificerer så glimrende, hvad Gustav Wied satte som motto for det kun 11 sider store skrift ”NOGLE AFORISMER I ANLEDNING AF INTERPELLATIONEN I STOREHEDINGE OG DENS FØLGER”, hans første udgivelse fra 1887 og under pseudonymet Peter Idealist: ”Der skal skarp Lud til skurvede Hoveder!”