Skuespil & Dramatisk samarbejde

190? Gustav Weied under en sceneprøver på Dagmarteatret. Wied ses i forgrunden til venstre

Gustav Wied vidste, at han var dygtig til kort repliksnap dramatik, men havde svært ved at bygge et af de store, handlings- og indtægtsgivende dramaer. Han gik i samarbejde med teaterkyndige venner. Den gemytlige Jens Petersen fik stor andel i Første Violin, som blev opført på Folketeatret og Casino 1898-1936 i alt 205 gange.

Forklædt som mand melder den kløgtige Anna sig, i Anna Larssens skikkelse, til en kvartet som første violin. Mændene her er allerede urolige, og da Anna fremtræder som kvinde, bliver de desperate friere, indtil hendes sande elskede, Ludvig, hævder sin ret. Skønt Anna Larssen brillerede med amerikansk accent i Jens Petersens og Gustav Wieds Atalanta eller Naar Piger har Penge (1901), mislykkedes det indviklede affektdrama på Dagmarteatret 1901-02.

Det var den entreprenante teatermand Peter Fristrup, som med Wied satte dele af Livsens Ondskab op på Folketeatret som Thummelumsen, der gjorde stor lykke 1901-04 med Emil Wulff og igen på Frederiksberg teater 1907. På film 1941 med Peter Malberg og TV 1972 Livsens Ondskab med Keld Marcuslund. Den skævskuldrede Manuel Thomsen er Wieds uopslideligste rolle på scene og i film. Slægten fik som film samme titel (1978), Fædrene æde Druer blev filmet som Sort Høst (1993). Intet under, at Wied søgte at få skuespil op at stå. Til Folketeatret oversatte han et jævnt norsk lystspil, Anthon B. Nielsens Bedstemors Gut under titlen Kisse Ballings Forlovelse. Det gik ni gange 1902, men blev aldrig trykt. Den problemløse komedie, der ender med to ægteskaber, findes i kopi på Det kgl. Bibliotek med de sidste ord i Wieds håndskrift: her “er 4 stakkels Mennesker, som er gaaet hen og kommet i Slaveriet.” Gribende i sit følsomme spil er derimod Den gamle Pavillon, som gik seks gange på Det kgl. Teater 1902. Det var en dramatisering, fint forbedret, fra Tilskueren 1893. Jægermesteren, godsets ældede ejer, havde giftet sig ungt; jægermesterinden fik en datter med den unge gartner. Da nu jægermesteren er død, skaber Wied med de tre personer nogle scener, der er de mest menneskeligt bevægende i forfatterskabet: moderens visdom, datterens overgivenhed og gartnerens heroisme løfter dramaet op, hvor lykke og ulykke går i ét. – Dramatisering var også løsnet for Slægten, 1904, da romanen blev til Hendes gamle Naade, som uden degenerationsmotivet præsenterede fornem skuespilkunst 1904 og vandt ny tiltrækning 1941.

Det var store dage, måske de største i digterens liv. Romanerne var folkekær læsning. Honorarerne flød fra teatrene. Oversættelser til tysk var i gang fra 1900. Hvem kunne ikke forvente at komme hjem som Byens Stolthed, der var en komedie, som blev til med bistand af Peter Fristrup. I årene o. 1900 havde København set den norskfødte billedhugger, Stephan Sinding, hjemkommen fra Paris bedækket med udmærkelser. Det er baggrunden for maleren Hans Fjordby, der modtages med honnør i sin hjemstavn, Fjordby, hvor han dog vækker forargelse, idet han maler en nøgen Stella, et ufordærvet cirkusbarn, som han tager med sig tilbage til Paris som sin hustru.

Et forunderligt overmod greb digteren, da han skrev et enormt satyrspil, Dansemus (1905). I afdelingerne I-IX vil han fange alle sine yndlingsaversioner, lige fra “Nogle Aforismer af Peter Idealist”, fremstillet i snappe dramatiske optrin, med slagord som: “Hvorfor gaar De da selv paa Horehus, Hr. Minister?” En yngling tilvender sig nogle pengestykker, men angrer og uddeler dem godgørende. “Hvilket han sikkerligen vil fortryde, naar han bliver ældre.” En søn anklager sin griske fader: “Ha’de Du kunnet sælge vos, ha’de Du gjort det!” Som symbol på livets meningsløshed møder vi dansemus, rundt om en pind i et bur. Deres ejer, filosoffen Melling, fortæller, at de nu har fået unger og ædt dem. “Ak, om vore Forældre havde været lige saa fornuftige! Ja, vi danser alle efter en højere Lirekasse, Deres Excellence.” Alle er under anklage. Kun den ægte moder og enkelte andre, der ejer kærlighed og medfølelse, er rosværdige. Måske samfundsreformatoren Melling, der forsvarer et menneskes ret til efter egen beslutning at dø. Men han rammes af religiøst storhedsvanvid: “Jeg er Tvillingbroder til den Herre Jesus Kristus” og ender i dårekisten. Det er de mange minispil og deres forfatterkommentarer, der gør Dansemus til et eminent læsedrama, man blændes af. Den ydre ramme, hovedstaden Absalonia i kongeriget Rugmelien, er nærmest forberedelse til rådhusklokkernes toner, der afslutter det gigantiske satyrspil: “Fader, se i Naade ned / til den hele Red’lighed.”

Børn og unge overværer en opsætning af Gustav Wieds teaterstykke Skærmydsler fra 1901 på Aalborg Teater. Stykket havde premiere d. 1. oktober 1946 og var iscenesat af Asmund Rostrup, der var instruktør på teateret 1946‑49. Fotos: Aalborg Stadsarkiv.

Teaterfremgang

Gustav Wieds selvbiografiske fængselshistorie, der stod i Ungdomshistorier, 1895, blev dramatiseret, forvandlet til Ranke Viljer, Satyrspil i fire Akter, som Fristrup arbejdede med på, et vittigt lystspil, hvor mænd og kvinder bliver sat på moralske prøver, også af politisk art, som giver titlen ironisk klang. Københavnerne morede sig på Dagmarteatret, 1907-08 og med titel 2 x 2 = 5 på Folketeatret 1911-13 og 1926, – Kærlighed. Fire Idyller, 1909. De skal lære os, hvor megen kærlighed der er i verden, men rigtignok enten af folkets plumpe art eller overklassens letfærdighed.

Efter Albertis selvafsløring 8. sept. 1908 og kriminel adfærd omkring planering af nye jernbaner blev satiren hos Wied politisk angribende. Som i Ærtehalm, skrevet med forfatteren Karen Bramson og opført på Dagmarteatret 1909-10. Blandt Tre Satyrspil, 1911, er sagadramaet Om Floke parodi på J.C. Christensen, Ministeræderen og Det Usigelige højrefolks protester mod venstrebønder, som efter systemskiftet dominerede på Rigsdagen og blandt de sexgale hellige.

Vidunderbarnet. Satyrspil i fire Akter, opført i november 1914, er Wieds diabolske parodi på Ibsens Vildanden, hvor Hjalmar Ekdal er en selvoptaget døgenigt, som forkaster den elskede Hedvig, da han erfarer, han ikke er hendes far. Da v. Borgen hos Wied får at vide, at det sangbegavede vidunderbarn er søn af en musikalsk ven, føler han kun glæde, for barnet, som alle andre, elsker den naive optimist v. Borgen, evigt selvtilfreds. Til sin hustru, der græmmes ved tanken på sin momentane utroskab, siger han: “Ja, hvor er jeg i Grunden en storslaaet Karakter, Magda! Men miskendt. …Men ogsaa det har sin Charme!… ” Før tæppet går ned, høres, at “Fru Magda ler skingrende: Ha, Ha, …! “