Romaner

Store Romaner

Herman Bang havde med Haabløse Slægter, som blev beslaglagt 1880, markeret degenerationen. Gustav Wied fulgte efter med Slægten, 1898, og Fædrene æde Druer. Slægten Opus II, 1908. I den første er baron Helmuth en solid landmand, men han ægges af sin eksotiske hustrus hvide kød og sognepræstens selvafsløringer, bliver mordbrænder af skinsyge, drikker tæt og vil melde sig selv og lide sin straf. Hans adelsstolte moder håner ham: “Bondemoral… Raadden Slægt! “

Den anden har en titel, der efter Jeremias bog 31,29 skal ende: “og børnenes tænder blev ømme.” Godset Egeborg smuldrer under slægten Uldahl-Eges erotiske udfoldelser. Etatsrådens uægte imbecile afkom fylder godsets asyl. Gården flyder af uappetitlighed. Sønnen Nils har erobret en yndig krokone, Line; men efter at han har bedraget hende med deres børns lærerinde, vil hun ikke længere give sig “hans syge Sanser i Vold.” Følgen er, at Nils drikker med gårdens tjenende kvinder. Døtrene farer vild. Nils går fallit og godset splittes ad. Etatsrådens bror, Joachim på Ravnsholt, gifter sig in extremis med sin husbestyrerinde, madam Henriksen, og det er hendes granvoksne sønner af et tidligere ægteskab, som bliver arvinger til godsets gårde. Nils synker i Wieds øjne så dybt, at han bliver en ydmyg kristen bekender og kirkegænger.

Livsens Ondskab, 1899, Knagsted, 1902, og Pastor Sørensen & Co, 1913, danner en art trilogi omkring toldkontrollør Knagsted, Gustav Wieds geniale figur, en behåret trold, skarp, skeptiker, misantrop og menneskekærlig, udstyret med et vid, der bevæger sig fra afsvalet humor over lysten skæmt til nådeløs spot. Hver af de tre romaner har deres milieu. Livsens Ondskab er det kærlige øgenavn, den godhjertede, naive forhenværende overlærer Clausen giver Knagsted, da han optages som medlem af Ædedolkenes Klub i Gammelkøbing (Roskilde): “Du har intet Ideal. ” Knagsted svarer, at den ypperste livsværdi er livsligegyldigheden. Ved klubbens ædegilde varter Emanuel Thomsen op. Den skrutryggede Manuel Thummelumsen har kun ét ønske, at tilbagekøbe sin afdøde fars Møllegaard, men da det lykkes, volder købet nye sorger. “Glæden vil ikke spire. ” Knagsted truer sin dødssyge ven, Mørch, til at indsætte ham som enearving, fordi, som man må tro, Mørch har stjålet hans forlovede fra ham. I Knagsted indbydes Clausen som gæst med til Karlsbad, hvor de andre gæster er ofre for toldkontrollørens vid. Proprietær Krüger ønsker sig et par pigetvillinger, men “de skal gøres ved et sect plain Snuptag, og det kender jeg ikke. ” Når Clausen ønsker, at Knagsted skal blive lykkelig, får han svaret: “Børn er lykkelige, og Dyr og Kvinder, men vi Mennesker er det ikke. ” Men da lykken er i fare for to forlovede, griber Knagsted ind og kan bagefter deklamere: “Hvad var Livet uden Kærlighed? Dens Kraft er stor; dens Magt er vidunderlig; og den overvinder alle Hindringer;… Jeg personlig har for Eksempel kendt en Enke, der elskede sin Mand i den Grad, at hun vedblev at faa Børn i mange Aar efter hans Død. ” I Pastor Sørensen & Co. svarer Knagsted på et anråb: “Er det ikke hr. Toldkontrollør Knagsted? ” “Jo, desværre. ” Men anråberen er den 17-årige Line, som en tid foruroliger den 50-årige ungkarls hjerte, trods dennes hjemliv med “sit Køds henrivende Veninde.” Han støtter den hule teolog Sørensens frustrerede hustru, som kalder ham “et af de bedste Mennesker, jeg har kendt”

Til romanernes spirituelle vid knytter sig Wieds ypperlige oversættelse, Snobberne, 1900, efter William Thackerays Book of Snobs, 1848; den er langt mere sprudlende end Robert Watts fra 1864.