Det er snart 100 år siden, forfatteren Gustav Wied tog sit eget liv, men der bliver fortsat skålet for ham på kirkegården på hans fødselsdag. Han var hykleriets bekæmper, siger formanden for Gustav Wied Selskabet

Gustav Wied skabte forargelse i sin samtid, og da han døde, fik han blandt andet disse ord med sig i en nekrolog, skrevet af den senere slotspræst Oscar Geismar, som mente, at døden kom til rette tid:

“Er der ved at dages nye tider i dansk åndsliv, en evighedens guldalder oven på hverdagens grå, kunne man ikke i længden have dette forfærdelige menneske siddende til at overfnise alt det, som vi andre mente indeholdt livet og fremtiden. Han måtte bringes til tavshed. Nu har døden besørget det i så henseende nødvendige.”

Formanden for Gustav Wied Selskabet, Louis Hansen, har en teori om, at Oscar Geismar specielt har været oprørt over den roman, Gustav Wied udgav i 1913, “Pastor Sørensen & Co.”, året før han tog sit eget liv.

“Jeg tror, at Geismar opfattede den som et angreb på præstestanden, for hovedpersonen i den er en gennemhyklerisk præst, men den var mere et generelt angreb på den type mennesker, der siger ét og gør det stik modsatte.”

For bekæmpelsen af hykleriet er det helt centrale i Gustav Wieds forfatterskab, fastslår formanden. Derfor har vi stadig brug for en Wied.

“Det er jo lige så aktuelt i dag som dengang, og temaet går igennem som en rød tråd, lige fra hans allerførste skrift til det sidste.”

Oscar Geismars slet skjulte glæde ved, at døden nu endelig havde besørget det nødvendige og bragt “dette forfærdelige menneske” til tavshed, gik imidlertid ikke i opfyldelse. Ganske vist blev der i en periode efter dødsfaldet stille omkring Gustav Wied, men så tog forfatteren Soya affære og stiftede i 1938 Gustav Wied Selskabet, og det bedste af forfatterskabet har overlevet til i dag blandt læsere og på teatret.

Selskabets medlemmer mødes hvert år på Gustav Wieds fødselsdag, den 6. marts, på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Wied er begravet. Her udbringes en skål, og formanden holder en tale: “Kære Gustav”, og i bedste Wiedske ånd kommenteres aktuelle særheder på baggrund af forfatterskabet.

Bagefter er der samling på restaurant Håndværkeren.

“Og her tror alle naturligvis, at vi æder som “De danske Ædedolke” gør det i “Livsens ondskab”, men det gør vi altså ikke,” bedyrer Louis Hansen. For Gustav Wied Selskabet er et litterært selskab, understreges det. Et selskab, som har til formål at udbrede og øge interessen for Gustav Wieds produktion. Med andre ord, som det udtrykkes i foreningen, udbrede “wiedenskaben”.

En anden fast årlig begivenhed er fejringen af våbenstilstandsdagen for Første Verdenskrig, den 11. november 1918.

“Det tog frygtelig hårdt på Gustav, da Første Verdenskrig brød ud, for han havde venner i både Tyskland og England, men typisk for ham sagde han det ikke direkte, derimod, at ?man lige så godt kan lægge sig til at dø, når kvinder skal have valgret?. Det diskuterede man jo, og det fik de året efter.”

Gustav Wied talte så meget om døden, at en senere tid har skrevet om hans dødsdrift, men det er en misforståelse, mener Louis Hansen.

“Jeg er sikker på, at mange vil være uenig med mig, men jeg opfatter det mere som en talemåde, som der ikke skulle lægges for meget i, men det er rigtigt, at han talte meget om døden, som Knagsted gør det med konsul Mørch i “Livsens ondskab”.”

Den 24. oktober 1914 bliver talemåderne knugende alvor, da en dybt deprimeret Gustav Wied vælger at tage sit eget liv med cyankalium.

“Som jeg ser det, er der her et sammenfald af omstændigheder, der fører til beslutningen om selvmord: Hans bror Carl, som han havde et tæt forhold til, var død om sommeren, Første Verdenskrig var brudt ud, og det teaterstykke, han skrev sammen med Emma Gad – hende med “Takt og tone” – blev ikke nogen succes. Gustav telegraferede ved premieren til teaterdirektøren: “Er vi myrdet?”, og fik svar tilbage: “Håber nej, frygter ja”. Så tager han cyankalium få dage efter.”

En afgørende årsag har formentlig også været hans vaklende helbred.

“Gustav havde en svag mave, han kunne hverken tåle at drikke eller spise ret meget. Det var derfor, han elskede at skrive om masser af mad, som i afsnittet om “Ædedolkene,” fortæller Louis Hansen, som tror, at Wied, der i sine senere år døjede med stærke mavesmerter, led af mavecancer.

Med romanerne om den knarvorne tolder, Knagsted, og vennen, den forsigtige og godhjertede overlærer Clausen, er Gustav Wied for længst blevet folkeeje, og mange sentenser fra hans forfatterskab er gledet ind i det danske sprog som for eksempel “Børn er lykkelige, og dyr og kvinder, men vi mennesker er det ikke”, “Der skal skarp lud til skurvede hoveder”, “Man skal fodre sine karusser og gøre sin whisky stærkere!” og “Månen har den farve, måner skal ha?! – Og tænd så lampen”.

Wied er blevet kaldt for “den mangfoldige digter”, og han var både en flittig og en mangfoldig forfatter. Han skrev romaner, noveller, teaterstykker og skabte fornyelse i dansk litteratur med sine satyrspil, en slags læse-teater, hvor regibemærkningerne spiller en afgørende rolle. I det største af dem, “Dansemus”, samlede han alle sine yndlingsaversioner.

Bekæmpelsen af hykleriet, som er forfatterskabets grundtone, rammer bredt, for den Wiedske optik har fokus på hykleriet i alle samfundslag, fra adel til bønder og borgere, men måske havde han et specielt øje til gejstligheden og kirken.

I hvert fald begynder hans forfatterskab med et nærmest Kierkegaardsk angreb på kirken i skriftet “Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storeheddinge og dens Følger”. Ved et politisk møde i Store Heddinge i 1887 havde en københavnsk smørgrosserer, Ingemann-Petersen, anklaget kirke- og kultusminister J.P. Scavenius for at “gaa på Horehus”.

“Det skabte naturligvis et vældigt røre, og nogle præster syntes, man skulle være tolerant og forstående,” forklarer Louis Hansen, “men en præst mente dog, at det nok ikke var så smart ligefrem at undskylde Scavenius, og da denne præst så blev verbalt overfaldet af sine kolleger, var det, at Gustav red ud.”

I aforismerne lægger Gustav Wied – med ungdommelig energi – afstand til kristendommen, men skriftet var først og fremmest et angreb på præsternes hykleri.

Louis Hansen mener faktisk, at Gustav Wieds forhold til kristendommen var meget mere positivt, end mange måske umiddelbart tror.

“Han gik stille med det,” siger formanden og mener, at Wied havde det som Knagsted, når der i romanen af samme navn fortælles om, at han af og til gik ind i den katolske kirke i Karlsbad: “Men han talte ikke derom. Thi det ragede jo ingen…”.